Ferie og fravær for præster
Optjening og afvikling af ferie
Som præst har du årligt ret til 30 feriedage, op til 6 særlige feriedage, 7 søgnefridage og 6 friweekender. Derudover kan du have ret til omsorgsdage eller seniorfridage. Som udgangspunkt er du selv ansvarlig for at finde dækning for din ferie eller dine fridage hos nærmeste kollega. Kan din nærmeste kollega ikke dække, kan du spørge din feriegruppe om hjælp. I værktøjskassen nederst kan du finde en oversigt over provstiets feriegrupper.
- Almindelige feriedage: Optjenes med 2,5 dage om måneden fra 1. september til 31. august og kan afholdes løbende fra 01. september til 31. december året efter. Bør ”afholdes som man arbejder”.
- Særlige feriedage: Der optjenes 6 dage i perioden fra 1. maj til 30. april. Dagene kan afholdes enkeltvis eller samlet fra 1. maj til 30. april efter optjeningsperioden. Som udgangspunkt kan der kun placeres mere end 1 særlig feriedag på en søndag, hvis man har prædikenfri.
- Søgnefridage: Der optjenes løbende gennem året (fra 1. januar til 31. december) 7 søgnefridage, som kan afholdes enkeltvis eller flere ad gangen. De kan placeres alle dage, undtaget søndag og kirkelige helligdage.
- Friweekender: Der optjenes løbende gennem året 6 friweekender. En friweekend består altid af en sammenhængende lørdag og søndag.
- Omsorgsdage: Der gives 2 omsorgsdage om året pr. hjemmeboende barn til og med det år, barnet fylder 7 år. Omsorgsdage kan afholdes som halve eller hele dage.
- Erstatningsfridag: Du har ret til at afholde en erstatningsfridag, hvis du er blevet pålagt tjeneste på sin faste ugentlige fridag. Erstatningsfridagen kan kun gives i samme eller næstfølgende måned, som den bortfaldne fridag ligger i. Det er en forudsætning, at provstikontoret er underrettet om den ordinære fridags bortfald.
Senioraftaler
Når du fylder 62 år, giver rammeaftalen i staten mulighed for, at du og biskoppen med provstens godkendelse kan indgå en senioraftale om fastholdelse. I kan aftale, at du får op til 1 dags frihed med løn pr. måned (op til 12 dage om året). Friheden kan du afvikle som hele eller halve arbejdsdage, enkeltvis eller i sammenhæng og som enkelttimer. Vær opmærksom på, at denne aftale om ekstra frihed er en mulighed og ikke en ret.
Som noget nyt har du fra 1. april 2022 ret til en årlig seniorbonus på 0,8% af din årsløn, hvis du er fyldt eller allerede var 62 år i 2022. Fra 1. januar 2023 kan du vælge i stedet for bonussen at få 2 seniorfridage. Ordningen erstatter ikke den gældende mulighed for at holde 12 seniordage.
Hvis du bliver syg ...
... skal du huske at sende en sygemelding til provsten med CC til provstikontoret eller ringe til provstikontoret og sygemelde dig. Husk, at oplyse hvilke tjenester vi evt. skal finde dækning til. Når du bliver rask, sender du ligeledes en besked til provsten med CC til provstikontoret eller ringer til provstikontoret og raskmelder dig.
Hvis du bliver syg før din ferie, og er du fortsat sygemeldt, når ferien begynder, har du ikke pligt til at holde ferien. Ferien kan i stedet efter aftale med provsten afvikles på et senere tidspunkt, når du er blevet rask.
Bliver du syg i din ferie, skal du være opmærksom på følgende betingelser for at få erstatningsferie:
- Du skal med det samme sygemelde dig til provsten eller provstikontoret
- Du skal være sygemeldt i mere end 5 dage
- Du skal kunne fremlægge dokumentation for sygdommen fra første sygedag
- Du kan altså først få erstatningsferie efter 5 sygedage, selvom der skal foreligge en lægeerklæring fra første sygedag. Får du først lægeerklæringen på fx tredje sygedag, vil der først blive givet erstatningsferie efter 8 sygedage.
Bliver du rask inden udløbet af din ferie, skal du meddele til provsten eller provstikontoret, om du holder den resterende del af ferien eller, om du genoptager arbejdet.
Fraværs- og befordringssystemet (FLØS)
Det nye fraværs- og befordringssystem hedder FLØS. Du kan indberette fravær og befordring her både via computer og app. Hvis du ikke allerede har brugt systemet før, eller har glemt, hvordan det fungerer, kan du finde et link til de nyeste vejledninger i værktøjskassen til højre.
Indberetning af ferie og fravær
Når du indberetter ferie og fravær, skal du være opmærksom på, at systemet selv fraregner din faste ugentlige fridag. Er denne derfor korrekt lagt ind i systemet, kan du roligt indberette hele din ferie på én gang, også selvom den løber hen over en eller flere faste ugentlige fridage. Ligeledes er systemet sat op til at bruge det ældst opsparede ferie først - dvs. overførte feriedage fra sidste optjeningsperiode bruges før feriedagene for indeværende optjeningsperiode.
- Hvem indberetter hvad? Du skal selv indberette: Ferie, særlige feriedage, søgnefridage, friweekender, seniordage, omsorgsdage og barns 1. sygedag. Fravær vedr. kurser, sygdom, nedsat tjeneste og erstatningsfridage indberettes af provstiet, mens alle typer orlov indberettes af stiftet.
Hvor angiver jeg kollegadækning? I FLØS er der ikke et særskilt felt til at angive kollegadækning, og det er derfor vigtigt, at du skriver i kommentarfeltet, hvem der dækker for dig i fraværsperioden, så vi kan bevare overblikket her på provstikontoret. Som udgangspunkt skal du selv sørge for at notere det i din kalender, når du har sagt ja til at dække for en kollega. - Hvor finder jeg friweekender og søgnefridage? Friweekender og søgnefridage har ikke sin egen årsagstype i det nye system og skal derfor findes under ”Tjenestefri”, jf. side 5 i den vedhæftede vejledning. Når du har valgt tjenestefri som årsag under feltet ”fravær/nærvær”, vil der dukke et felt op, der hedder ”vælg årsag”. Her findes friweekender og søgnefridage.
- Hvor kan jeg se min feriesaldo? Når du er logget ind i FLØS, kan du over kalenderoversigten klikke på ”vis tidssaldi” for at se hvor mange alm. feriedage, særlige feriedage og evt. seniordage samt omsorgsdage, du har tilbage. Da friweekender og søgnefridage endnu ikke har egen årsagskode i systemet, kan du desværre ikke få en oversigt over disse. I stedet kan du sende en mail eller ringe til provstikontoret for at få oplyst din saldo.
Problemer med at logge ind i FLØS eller andre tekniske problemer?
Ved tekniske problemer skal du kontakte Folkekirkens IT på tlf. 7020 2535 eller mail: it-kontoret@km.dk. I kan også oprette en sag i IHLP.